top of page

Sådan hjælper du din hest i overgangen fra sommergræs til vinterfodring

Af Louise Pedersen, Hestezonen.dk

Går din hest på sommergræs og skal den snart på stald igen?

Et foderskifte i så stor målestok som skiftet fra sommergræs til vinterfodring kræver en strategi for at nedsætte fodringsrelaterede sygdomme og udfordringer som fx kolik, diarré, nedsat præstationsevne, langsomt pelsskifte eller dårlig hovkvalitet. Hvis du gerne vil vide, hvordan du hjælper din hest bedst muligt gennem foderskiftet, så læs videre her…

 

Fra vådt til tørt

Den største udfordring ved foderskiftet fra sommergræs til vinterfodring består i, at det er en væsentlig ændring i hestens grovfoder. Ændringen er en anderledes fibersammensætning, ændret næringsindhold og sidst men ikke mindst – ændret tørstofindhold. Græs indeholder væsentligt mere vand end wrap og hø. Græs har et tørstofindhold på bare cirka 20 %. Det meste wraphø har til sammenligning et tørstofindhold på ca. 70-75 % og hø mindst 85 % tørstof.

Det betyder altså, at når hesten æder et kilo græs indeholder det cirka 800 gram vand! Når vi ændrer i foderplanen fra græs til hø, får hesten altså betydeligt mindre væske med pr kilo foder. Fodres der med hø, vil der i et kilo maximalt være 150 gram vand.

Hesten æder som regel ret store mængder græs, når den har muligheden for det. Er der græs nok, er det ikke unormalt at den æder cirka 10 % af sin egen kropsvægt i græs! En hest på 600 kg kan altså æde 60 kg græs pr dag. I og med at 80 % af græsset består af vand, så er det altså rigtig meget vand der følger med foderet, når hesten æder græs!

 

Sørg for ekstra væske i foderet

Det er generelt en dum idé at flytte hesten direkte fra masser af græs, til udelukkende at få hø eller wrap fra den ene dag til den anden. Græsset er et meget vådt foder, sammenlignet med hø/wrap og evt adgang til halm. Alle former for foderskifte bør ske gradvist over en periode på 3 uger, for at minimere risikoen for kolik, diarré eller fordøjelsesproblemer generelt. Når hesten får mindre græs, og gradvist flyttes over på hø/wrap kan du med fordel supplere med et opblødt foder, fx græspiller, høcobs, den mash/det krybbefoder du plejer at bruge, fiberpiller eller lignende, som tilsættes rigelige mængder vand.

 

Giv tarmfloraen en hjælpende hånd og få bedre energi, pænere pels og stærke hove!

For at hjælpe tarmfloraens mikroorganismer til at kunne nedbryde de nye fibertyper kan du give hesten gærkultur – gerne et produkt med 2 gram Levucell SC pr dags dosis. Denne type gærkultur har en dokumenteret effekt i forhold til at give en bedre udnyttelse/fordøjelse af fibrene. Det er ret relevant at grovfoderets fibre nedbrydes, i forhold til at sikre en god, stabil fordøjelse!

Mikroorganismerne i tarmen kan desuden godt lide at få så mange forskellige fordøjelige fibertyper som muligt. De fleste høcobs indeholder mellem 30 og 60 forskellige græsser og urter, så hvis du gerne vil understøtte hestens fordøjelse er opblødte høcobs værd at tilføje til foderplanen.

En rigtig god grund til at have fokus på hestens fordøjelse fungerer optimalt er, at det er herfra hesten får sin energi. Dertil kommer at en god fordøjelse afspejles i en pæn, blank pels og stærke hove.

 

Har hesten fået tilstrækkeligt mineraler, da den gik på græs?

Medmindre du har givet din hest mineralfoder hver dag i sommergræs perioden, så er det også nu her omkring foderskifte, at det er en rigtig god idé, at give hesten en mineral-booster. Der kan være mange årsager til at heste kommer lidt i underskud på mineralkontoen, når de går på sommergræs. De hyppigste årsager til mineralubalancer efter sommergræs er:

  • at der ikke er tilstrækkeligt græs, af god kvalitet.

  • at der anvendes mineralslikbaljer, og hesten ikke tager nok/kvaliteten af slikbaljerne ikke er optimal.

  • hvis der gives mineralbolsjer – så læses fodringsvejledningen ikke, og der gives der ikke nok.

  • hesten fodres til vedligehold, men arbejder dagligt.

  • hesten får ikke nogle mineral tilskud.

 

Foderskiftet mellem sommergræs og fodring på stald falder ofte sammen med, at hesten skal til at sætte vinterpels. Det er en meget ressourcekrævende proces, og derfor er det en god idé, at du taler med din faguddannede foderkonsulent, og får afklaret hvor godt din hest er dækket ind med mineraler. Husk også at informere om, hvordan hesten har været fodret sommeren over, da det generelt er de seneste måneders fodring du ser resultatet af nu.

shutterstock_1319911073 [Konverteret].pn
bottom of page