top of page

Sådan fodrer du den tykke hest i vintermånederne

DEL 1

Af Louise Pedersen, Hestezonen.dk

Nu tænker du måske om den tykke hest skal fodres på en bestemt måde om vinteren i forhold til om sommeren? 

Svaret på det er ja – fokus bør nemlig være, at bruge vinteren på at slanke den tykke hest. Primært fordi der er forskel på management og naturligt forekommende føde sommer og vinter.

Og ikke mindst fordi der også er forskel på hestens stofskifte sommer og vinter.

Det er super vigtigt at gå op i hestens vægt, da overvægtige heste er i langt større risiko for “livsstilssygdomme” som fx. forfangenhed, EMS, hovproblemer, ustabil energi/præstationsevne samt selvfølgelig en øget belastning på led og sener.

 

Heste er fra naturens side skabt til at æde sig fede i sommerhalvåret, så de har noget at tære på om vinteren, hvor føden er knap.

 

Udfordringen er bare, at stort set ingen heste i dagens Danmark går under naturlige forhold, på arealer der er så store, at der er naturligt føde både sommer og vinter. Her er det også værd at bemærke, at en hest i naturen ikke kun æder græs, men også urter/ukrudt, grene, buske, blade og bark. Det er ikke unormalt at vilde heste indtager op mod 70 forskellige planter om dagen.

 

Men nu tilbage til den tykke hest.

 

Er din hest for tyk?

 

Før man begynder at lave en særlig foderplan til den tykke hest er det meget relevant at se på:

 

  • Om hesten ER for tyk

  • Hvor meget den eventuelt er for tyk

 

Og hvordan ser man så om hesten er for tyk? Nogle vil sige at det er nemt - men det er i grunden vanskeligere end man tror.

Et godt udgangspunkt er, at du mærker efter, om du kan mærke de bageste ribben på hesten med en flad hånd. Hvis du kan det er hesten sjældent for fed -  MEN… det kan snyde!

Nogle heste kan nemlig godt være slanke om livet og så have fedtdepoter rundt omkring på kroppen.

 

Til en huld vurdering ser man derfor på, hvor meget fedt der er :

 

  • Langs mankammen (misforstås alt for ofte med muskler!!!!)

  • På manken

  • Bagved skuldrene

  • På ribbenene

  • På ryg

  • På lænden 

  • Over bagparten (om der er en “hjerteformet numse”)

  • Ved haleroden

 

 

Heldigvis er det så smart, at der er lavet systemer, hvor man kan kategorisere hestens huld (altså hvor tyk den er). Hennekes ”Body condition score” system er et af dem, og nok det mest udbredte.

 

I Hennekes body condition score - system vurderes hesten på en skala fra 1-9. 1 = ekstremt tynd og 9 = ekstremt fed.

Du kan se skemaet her

http://mountainandmoorland.dk/wp-content/uploads/2015/03/Huldvurdering_heste.pdf

 

Hvad er det optimale huld? 

 

Det optimale huld afhængig af hestens brug – men når det så er sagt bør ingen hest være hverken for tyk eller for tynd. Det er værd at holde for øje, at på den førnævnte Henneke scala er både 1-3 (alle meget undervægtige) og 7-9 (alle overvægtige) koblet til helbredsmæssige risici.

 

Pat Harris, der har lavet utrolig meget forskning på de britiske ponyracer og fodringsrelaterede sygdomme (som vi begge dele også har en del af herhjemme) anbefaler en huldscore på 5-6 i sommerhalvåret, og 5 med tendens mod 4,5 når vinteren slutter - for at minimere risikoen for fodringsrelaterede sygdomme.

 

Med andre ord anbefales det for fritidsheste (og dem på let konkurrenceniveau), at hesten gerne må tabe sig en anelse om vinteren og tage en smule på om sommeren. Kunsten er bare, at sørge for, at den ikke tager for meget på om sommeren og at den smider sine “sommerkilo om vinteren”.

 

Læs videre i næste afsnit der mere konkret handler om hvordan du bør fodre den tykke hest.

shutterstock_1319911073 [Konverteret].pn
bottom of page